Et fundament for inklusion - pædagogisk udviklingsindsats på tværs

DIIIING! Klokken på Skovvejens Skole ringer ud, og 250 børn myldrer ud af klasselokalerne med kurs mod skolens fritidsordning. Der bliver råbt, grinet og hujet på gangene, men ikke alle børn har lige nemt ved at omstille sig til skiftet fra undervisning til fritid og leg.

Overgangen fra skoledag til fritidsordning er bare en af de situationer, hvor personalet på Skovvejens Skole i Ballerup bruger redskaber fra det praksisnære kompetenceudviklingsforløb, som Center for ADHD har afholdt for skolens ledelse, interne vejledere og medarbejdere. Forløbet har givet nye perspektiver på, hvordan man kan regulere på praksis for at imødekomme barnets behov, fx ved at barnet skal have lov at gå først eller sidst ud af klasselokalet eller får støtte af en voksen til at vælge en aktivitet eller pause, når de kommer ned i SFO’en.

Refleksion er nøglen til læring

Det var SFO-leder på Skovvejens Skole i Ballerup, Solveig Bødevadt Petersen, som kontaktede Center for ADHD for at få etableret et fællespædagogisk ståsted for ledelse og medarbejdere. SFO-lederen oplevede i stigende grad børn have svært ved at deltage i skole og SFO, og hun så sine kollegaer blive mere og mere frustrerede og afmægtige over mangel på håndtering og handlemuligheder.

Solveig kendte fra sine 20 år som pædagog for udsatte børn til evidensbaserede programmer og så potentialet i at bruge principperne på almenområdet.

Ud over at give lærere og pædagoger konkrete redskaber til at hjælpe børnene, handlede det for Solveig om at klæde ledere og vejledere bedre på til at støtte medarbejderne via refleksion og gøre dem kompetente til at handle kvalificeret, når et barn mistrives og falder uden for fællesskaberne.
Solveig uddyber: ”Når jeg eller en medarbejder bliver frustreret, opdager man ikke mulighederne. Så det handler om at have fokus på at støtte medarbejderen i at se mulighederne og at forstå sin egen rolle. Jeg ved faktisk slet ikke, om læring er mulig uden refleksion! Så når en lærer kommer og siger ”åh, den og den elev vil hverken høre efter eller sidde stille og løber altid rundt og slår”, er det vigtigt for vejlederen at skabe et perspektiv, der handler om: Hvad kan du gøre her? Hvad er dit næste skridt, når du er nået så langt ud i frustration, at du ser barnet som problemet? Det, der skal til, er at reflektere sammen med medarbejderen over, hvad barnet prøver at signalere, og hvilke handlemuligheder der er. Ud fra det kan vi så gå i gang med at lave en mål- og udviklingsplan med redskaber og tiltag”.

Organisering af pauser og fællesskab

En del af indsatsen består af tilpassede aktiviteter til mindre grupper af børn, som har brug for ekstra støtte. For nogle børn er frit valg på alle hylder overvældende, og de har brug for, at der ligger nogle skinner for dem i form af igangsatte, strukturerede aktiviteter til at hjælpe dem ind i fællesskaberne og danne relationer.
I SFO’en kan tiltagene fx være, at en ressourcepædagog står klar til at guide barnet ind i en aktivitet eller indleder en fællesskabende aktivitet med barnet, fx kortspil, og hjælper andre børn til at komme ind i legen. Uden guidning ville barnet typisk storme rundt og vælge den højeste gren at klatre op i eller den mest afsides krog at lave ballade i.

Det kan også være at hjælpe barnet med at øve sin selvregulering og støtte barnet ved at guide det til at finde rum, som inviterer til forskellige ting – nogle til aktivitet, andre til ro. På sit kontor har Solveig et cirkustelt stående, som børnene kan tage en pause i, så de kan komme tilbage i fællesskabet med fornyet energi. Man arbejder også med belønning i form af klistermærker eller stempler, som motiverer barnet og giver barnet en oplevelse af anerkendelse for sin indsats. Det kan fx være, når barnet starter sin SFO-dag med at gå hen i et af værkstederne eller vælger én af tre opstillede muligheder for pause. En anden belønning kan være en gåtur med en pædagog og måske spise en is på vejen. Belønningerne hjælper børn med at regulere sig selv.

Udbytte af forløbet

Solveig Bødevadt Petersen beskriver den fællespædagogiske udviklingsindsats på Skovvejens Skole som en del af det fundament for inkluderende læringsmiljøer, som Ballerup Kommune har iværksat. Hun fremhæver, at forløbet har givet personalegruppen et meget tydeligt fælles sprog og nogle helt konkrete redskaber, som gør dem mere kompetente til at handle kvalificeret, når de møder et barn med ADHD eller ADHD-lignende adfærd. For eksempel har Solveig oplevet en af de pædagoger, som har fået evidensbaseret undervisning, udtrykke en helt konkret lettelse ved at vide, hvad han skal gøre, og hvordan han kan regulere og forebygge.
”Vi lærte i høj grad også noget om vigtigheden af refleksioner, ens egen opgave og egen tilgang til børnene. Jeg tænker også, at vi vejledere lærte noget helt metodisk som at kunne stille spørgsmål, som er åbne, for det handler jo om ledelse af medarbejdere”.
For at måle effekten af indsatsen udvalgte personalet et antal fokuselever i mellemtrinsklasserne, som før, under og efter kursusforløbet blev screenet med udgangspunkt i et SDQ-spørgeskema, som viser barnets styrker og vanskeligheder. Målingen viste, at flere af eleverne flyttede sig betydeligt fra starten til slutningen af forløbet i en positiv retning – både med reducerede problemscorer og øgede styrkescorer.

Solveig understreger, at det kræver tid og overskud, hvis man skal forandre praksis ude i klassen eller på SFO’en. Det kan godt være, at tre eller fire tiltag fra programmet gør underværker, men alle, også skoleledelsen, skal tage på sig at forandre praksis. ”Når ledelsen støtter op, er det et fantastisk redskab. Det er det hele værd. Altså hvis du spørger mig, så kan jeg slet ikke forstå, man kan uden!”