ADHD - er det en superkraft?

ADHD er en diagnose, der fortsætter med at være stor debat og diskussion omkring. Længe har der været voldsomt stigmatiserende myter om mennesker med ADHD og om diagnosen, men gennem de senere år er en anden og mere positiv fortælling begyndt at vokse frem. Særligt i forbindelse med fremstillinger af erhvervsfolk eller kendisser med ADHD kommer ordet ”superkraft” ofte frem i overskrifter.

I Center for ADHD glæder vi os over, at der er kommet fokus på nogle af de styrker, der ofte kendetegner mennesker med ADHD – såsom fx kreativitet, hyperfokus, energi, humor, stærke indlevelsesevner etc. Vi er dog meget kritiske over for udtrykket superkraft, da det risikerer at være et lag ”lyserød lak” ift. menneskers oplevelse af betydelige vanskeligheder og lidelse, som opstår, når hverdagens rammer ikke tager hensyn til kernesymptomerne. Med alt for unuancerede perspektiver – positive eller negative - på ADHD, er der ikke meget plads til nuancer og den enkeltes oplevelse af sin ADHD.

Som en mor fx udtrykte det i en kommentar på facebook: ”Jeg er selv mor til et barn med ADHD og har arbejdet i mange år med børn med forskellige diagnoser. De har alle fantastiske egenskaber, men at kalde ADHD for en superkraft, der står jeg altså af. Er det ikke et kæmpe pres at sætte på de børn som bestemt ikke trives?”

I Center for ADHD møder vi hver dag mennesker med ADHD i alle livsfaser. Nogle kommer her som børn, nogle som forældre og endelig kommer nogle som deltagere på vores mestringsforløb for unge og voksne.

Desværre har alt for mange udviklet omfattende følgelidelser af deres ADHD, fordi de ikke er blevet forstået og støttet med afsæt i både deres styrker og vanskeligheder. Det er afgørende vigtigt, at mennesker med ADHD får hjælp med virksomme strategier og redskaber til mestring, for at undgå, at de kommer til at drive rovdrift på sig selv og derfor udvikler stress, angst eller depression.

At bruge ordet superkraft kan skabe håb og positive forventninger hos den enkelte. Vi skal altid støtte op om at skabe håb og tro på fremtiden, men må ikke lade de vanskeligheder der følger med ADHD blive gemt bag et positivt glansbillede, så vi glemmer hvilken hjælp og støtte det kræver at klare sig med ADHD.