Kurv

Præsentation af Center for ADHD+

Vi kan hjælpe langt flere børn, unge og forældre

ADHD er den hyppigst stillede børnepsykiatriske diagnose i Danmark, og 4-8 % af alle børn og unge lever med diagnosen. Alligevel får alt for mange ikke den rigtige hjælp i tide.

Livslange konsekvenser: 70–80 % af børn med ADHD udvikler komorbiditet såsom adfærdsforstyrrelser, søvnforstyrrelser, enuresis, tics, stress, angst og/eller depression. Børn med ADHD har højere risiko for skolefravær, psykisk mistrivsel og lavere fagligt udbytte i skolerne end andre børn. Kun 60 % opnår mindst 02 i dansk og matematik, og risikoen for kriminalitet er markant forhøjet.

Samfundsøkonomiske konsekvenser: Udgifter til tabt arbejdsfortjeneste var i 2024 2,5 mia. kr. årligt. 26,6 % af folkeskoleudgifterne går til specialundervisning – tallet ventes at overstige 30 % i 2030.

Opmærksomhedsforstyrrelse – Center for ADHD+

Med den rette indsats kan vi gøre en reel forskel

Evidensbaserede forældreprogrammer og kvalificeret pædagogik bør være den primære indsats til børn med ADHD og autisme, fordi de har en dokumenteret positiv effekt:

Færre børn med adfærdsproblemer

Vores programmer halverer andelen af børn med klinisk betydende adfærdsproblemer. Efter et forløb er det kun 2 ud af 10 børn, der fortsat opfylder kriterier for adfærdsforstyrrelse.

Sikrer støtte til familier

Forældrestress reduceres markant, hvilket både gavner børn, søskende og familielivet som helhed.

Styrker fagprofessionelle

Pædagoger og lærere oplever øget faglighed, mestring og arbejdsglæde, når de får adgang til supervision og redskaber.
Præsentation af Center for ADHD+

Strukturelle barrierer er skyld i, at flere børn ikke får den rigtige hjælp

Fragmenterede indsatser: Systemet er præget af hjemmestrikkede indsatser, puljeprojekter, lokale forskelle og ukoordinerede løsninger. Det betyder, at hjælpen afhænger af postnummer snarere end behov. Der mangler centrale kvalitetskrav ift. ADHD- og autismeindsatserne.

Flaskehalse i psykiatrien: For mange venter for længe i psykiatrien, selvom psykiatrisk behandling ikke altid behøver at være den første indsats – og sjældent kan stå alene som indsats.

Ensidigt fokus: Debatten kredser ofte alene om udredning og medicin, mens fokus på trivsel, hverdagsmestring og livskvalitet mangler.

Hvad skal der til politisk?

Nationalt

Gør evidensbaserede programmer til førstevalg ift. ADHD- og autisme som en bindende standard. Og stil krav i Barnets lov (- ligesom i de let tilgængelige behandlingstilbud) om brug af indsatser med dokumenteret effekt.

Udmøntning af psykiatriaftalen: Udvid målgruppen for de lettilgængelige behandlingstilbud, så de inkluderer børn ned til 2 år, samt børn og unge, hvor der er mistanke om ADHD og autisme – også før diagnose foreligger.

Regionalt

Fælles standarder for non-farmakologisk behandling og mestringstilbud, så kvaliteten ikke afhænger af bopæl. Prioritér midler til forskning og udvikling og stil krav om ensartet dokumentation af effekt af indsatserne.

Styrk samarbejdet med kommunerne. Forud for en udredning bør der være gennemført et evidensbaseret forældreprogram samt foreligge en PPV. Strategier og metoder fra de evidensbaserede forældreprogrammer bør danne afsæt for den pædagogiske vejledning i dagtilbud og skoler, så der opnås bedre effekter af både pædagogik og medicin.

Kommunalt

Implementér ”stepped care”-modeller: Start med lettilgængelige programmer som iKomet og tilbyd invest in play og mere omfattende evidensbaserede indsatser, hvor der er behov. Vi har viden om, hvad der virker – men viden bruges ikke.

Sats på lokal tilgængelighed: Alle børn og unge med ADHD skal have adgang til kompetente fagpersoner og virksomme tilbud i deres nærmiljø. Det kræver, at der sikres kapacitetsopbygning i dagtilbud, skoler, PPR og på familieområdet.

Investering: Kommuner kan reducere både udgifter og mistrivsel ved at sikre adgang til de virksomme strategier fra evidensprogrammerne både til forældrene og fagprofessionelle i dagtilbud, skoler, PPR og på familieområdet.

Hvem er Center for ADHD+?

Vi er et nationalt kompetence- og videnscenter, etableret i 2010, som understøtter bedre hverdage og fremtidsmuligheder for børn, unge og familier med ADHD. Vi tilbyder veldokumenterede programmer – iKomet og invest in play® – som får en stærk anbefaling i de Nationale Kliniske Retningslinjer for børn ADHD og nævnes af VIVE og Socialstyrelsen som best practice. De anvendes i dag i over 20 kommuner.

Evidensbaserede forældreprogrammer

Evidensbaserede forældreprogrammer reducerer adfærdsforstyrrelser, mindsker forældrestress og styrker familielivet. Brugen af de virksomme kernekomponenter udvikler pædagogisk praksis i dagtilbud og skoler, hvor fagpersoner klædes på med konkrete redskaber og supervision. Vi leverer også data og indsigter, som giver kommuner og regioner viden om resultater og potentielle samfundsøkonomiske gevinster.

Barn i udbrud - Center for ADHD+

Kom hurtigt videre

Dagtilbud

Skoler

PPR

Familieområdet

Kontakt os

Et bedre liv med ADHD

Tilmeld vores nyhedsbrev og få inspiration til et bedre liv med ADHD

Hvilket nyhedsbrev vil du modtage?

Accept af persondatapolitik

Tak for din tilmelding

0
Ingen produkter i kurven