I anledning af det kommende Folketingsvalg er Center for ADHD+ og Trivselsalliancen værter for en helt særlig valgaften, hvor vi sætter spot på, hvordan vi kan skabe rammer og fællesskaber, der giver plads til forskellighed og potentialer – også for neurodivergente børn og unge.
Kom og vær med til at lyse på de positive muligheder og potentialer for alle børn og unge – også de, der har diagnoser og lever med neurodivergens.
Hvorfor er det vigtigt?
I dag møder alt for mange børn og unge med ADHD og/eller autisme barrierer:
- Børn falder oftere ud af fællesskaber i skoler og fritidstilbud
- Flere unge gennemfører ikke en ungdomsuddannelse
- Forældre presses ud af arbejdsmarkedet og fællesskaber
Men bag tallene findes styrker, kreativitet og ressourcer, som kan blomstre – hvis vi tør tænke anderledes og skabe løsninger sammen.
Aftenens program
Vi samler politikere, fagfolk, forældre og mennesker med egne erfaringer til en levende samtale om fremtidens Danmark:
- Hvordan hjælper vi børn og familier bedre i dagtilbud, skoler og familieafdelinger?
- Hvordan skaber vi plads til, at mennesker med ADHD/autisme kan indgå i fællesskaber som sig selv?
- Hvordan støtter vi drømme og ambitioner om uddannelse og arbejdsliv?
Korte oplæg fra forældre, fagfolk og mennesker med ADHD/autisme sætter rammen – derefter åbner vi dialogen med et panel af politikere og salen.
🔹 Tid & sted: Mandag d. 16.3.2026 kl. 19.00–21.30 i Aarhus
Aftenen modereres af journalist Mette Cornelius.
På valgaftenen vil du møde:
Erik Veje Rasmussen fra Venstre, Danmarks Liberale Parti
Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet
Charlotte Broman Mølbæk fra SF – Socialistisk Folkeparti
Louise Brown fra Liberal Alliance
Hanne Roed fra Radikale Venstre
Vær opmærksom på, at der vil blive taget billeder af en fotograf på aftenen. Tag fat i fotografen, hvis du ikke ønsker at være på billeder.