Inklusion: En oplevelse af deltagelse og fællesskab – ikke en spareøvelse
Der er brug for, at vi generobrer forståelsen af inklusion.
Alt for længe har begrebet været reduceret til alene at beskrive en administrativ omplaceringsøvelse, hvor børn i specialtilbud er blevet flyttet tilbage til almenskolen – uden de nødvendige forandringer i pædagogisk praksis. Resultatet? En oplevelse af mislykket inklusion. Men problemet er ikke inklusionsambitionen i sig selv. Problemet er inklusionspraksis af lav kvalitet.
Hvad er inklusion?
Inklusion handler om meget mere end placering. Det handler om at høre til – og om at kunne bidrage til fællesskabet. Det gælder for alle børn, uanset om de går i almenklasse eller i specialtilbud. Inklusion betyder, at alle børn skal have mulighed for at opleve sig som værdifulde medlemmer af fællesskabet – både fagligt, socialt og emotionelt.
Det forudsætter, at vi har et børnesyn, der tager børns perspektiv alvorligt. Børn vil gerne gå i skole. De vil gerne lykkes. Når et barn slår, nægter at samarbejde eller trækker sig, er det ikke problemet – det er symptomet. Børns adfærd er signaler, ikke årsager. Inklusion af høj kvalitet starter derfor med voksne, der tager ansvar for at skabe gode læringsmiljøer med deltagelsesmuligheder for alle
Hvad er inklusion ikke?
Inklusion er ikke:
- at fjerne støtte og lade børn “klare sig selv”
- at fastholde børn i fællesskaber, de ikke har reel adgang til
- at give lærere og pædagoger opgaven uden ressourcer, viden og kollegialt samarbejde
Og inklusion er ikke en spareøvelse. Når den bliver det – når vi forsøger at inkludere uden at ændre praksis, investere i kompetenceudvikling eller anvende de virksomme strategier og kernekomponenter fra forskningen – skaber vi ringe inklusion, og den har enorme konsekvenser: for børnene, deres familier og de fagprofessionelle.
Hvad skal der til for at lykkes med inklusion?
Vi ved, hvad der virker. Alligevel anvender vi det alt for sjældent i praksis. I stedet opfinder vi “hjemmestrikkede løsninger” og taler om manglen på tid og hænder. Det er på tide at handle strategisk og strukturelt. Her er tre vigtige skridt:
1. Sæt ind tidligt
De børn, der reagerer voldsomt i skolen, viser ofte tegn allerede i børnehaven. De har brug for pædagogisk udviklende arbejde – ikke bare kompenserende støtte. Når tidlig indsats mangler, eskalerer vanskelighederne.
2. Samarbejd med forældrene
Alt for mange forældre oplever at bede om hjælp uden at få virksom hjælp. Alt for ofte er hjælpen utilstrækkelig og for sen. Vi skal omlægge støtteindsatser til anvendelse af evidensbaseret praksis, som hjælper både hjemme og i skolen – og gør forældrene til medspillere.
3. Bring PPR tættere på praksis
I stedet for at bruge PPR primært til test, netværksmøder og andre indsatser med individfokus, skal medarbejderne være til stede i praksis. De skal arbejde samskabende med fagpersonale og børnegrupperne – ikke først efter børnene er på vej ud af fællesskabet.
Specialtilbud: Dyre og ofte med dårlig effekt
Det giver mening at investere i børn – men ikke nødvendigvis at investere i specialtilbud. Specialtilbud er dyre, og desværre er de alt for ofte også dårlige.
Opgørelser fra KL viser, at 50 % af de unge, som har været i specialtilbud, er på overførselsindkomst ti år efter 9. klasse. Det gælder kun for 10 % af dem, der har gået i almindelige skoleklasser. Hvis det ikke i højere grad lykkes at forbedre fremtidsudsigterne for børn i specialtilbud, så må vi gentænke modellen.
Mange specialtilbud har ikke dokumenteret højere kvalitet. Tværtimod, så har børn lavere trivsel og højere fravær i specialtilbud. Også her mangler der fokus på kvalitet og deltagelsesmuligheder.
Vi kan lykkes – og vi har evidensen
Internationale erfaringer – fx fra Irland og Portugal – viser, at systematisk anvendelse af evidensbaserede programmer med fokus på hele børnefællesskabet og de voksnes praksis har stærk effekt. Center for ADHD+ har også i Danmark vist, hvordan strategisk kompetenceudvikling i børnehaver, skoler og fritidstilbud markant kan reducere mistrivsel, bekymrende adfærd og styrke fællesskaber – på bare ni uger.
Vi har forskningen. Vi har erfaringerne fra praksis. Det vi mangler, er modet til at handle på den viden, så vi kan bevæge os fra inklusion af lav kvalitet til reel inklusion af høj kvalitet.
Konklusion: Et fælles ansvar
Inklusion er ikke børnenes ansvar. Det er vores. Det er de voksnes ansvar – både i skoler, i kommuner og på Christiansborg. Det kræver investeringer i viden, praksis og fællesskaber. Og det kræver en tilgang, hvor vi ikke eksperimenterer med børns liv, men tager afsæt i det, vi ved virker.
Vi skylder børnene at gøre det bedre. Og det kan vi – hvis vi vil.