Er det bedst at få hjælp FØR, UNDER eller EFTER diagnosticering?

Hvornår skal man egentlig have hjælp som forælder?

I de Nationale Kliniske Retningslinjer for børn med ADHD gives der en STÆRK anbefaling af at sætte ind med evidensbaserede forældreprogrammer. Men hvornår er det bedst at sætte ind? Skal det være før, under eller efter, at der er stillet en diagnose? 

Hjælpen bør ikke vente på en diagnose

Alt for ofte bliver svaret, at det er, når diagnosen er stillet, men hvis du spørger os i Center for ADHD+, så er det sjældent dér, behovet starter, og det er heller ikke dér, det stopper, for de fleste familier begynder rejsen længe før, der er sat ord på, hvad der er på spil.

Behovet starter før diagnosen

Mange forældre går i lang tid med en fornemmelse af, at noget er svært, uden helt at kunne forklare hvorfor, og hverdagen kan føles mere krævende, forhandlinger og konflikter fylder, og energien slipper hurtigere op, samtidig med at man måske tvivler på sig selv og prøver sig frem igen og igen uden rigtig at finde noget, der er hjælpsomt for ens barn. Det kan være en både ensom og usikker position at stå i.

Forældreprogrammer før en diagnose

Det kan derfor give mening at tilbyde evidensbaserede forældreprogrammer allerede før en diagnose. For behovet for forandringer i hverdagen er meget reelt, og når forældre får mulighed for at forstå netop deres barn bedre og afprøve nye måder at være i samspil på, kan det skabe bedre trivsel og samarbejde i hverdagen, som gør det hele lidt lettere at være i.

Under udredningen

Er det så for sent, hvis udredningen er gået i gang? Nej – også sideløbende med en udredning kan et evidensbaseret forældreprogram give mening. Når en udredningsproces går i gang, oplever mange familier, at de kommer til at befinde sig i et slags mellemrum, hvor der er mange spørgsmål, men få svar, og hvor man samtidig stadig skal få hverdagen til at fungere med alt det, den indeholder, og her kan det føles, som om man er sat på pause, selvom behovet for hjælp med forandringer i virkeligheden er lige så stort som før udredningsprocessen gik i gang.

Når forældre i den periode får konkrete redskaber og en bedre forståelse for deres barns reaktioner og behov, sker der ofte det, at de genfinder en oplevelse af retning og handlemuligheder, og det kan være med til at skabe mere ro i familien og mindske følelsen af afmagt.

Efter diagnosen

Når diagnosen så er blevet stillet, kan den for mange give oplevelse af lettelse og måske forståelse, fordi noget falder på plads, men diagnosen i sig selv ændrer ikke dét, der sker i hverdagen. Her er stadig mange situationer i hverdagen, hvor der er behov for nye måder at samarbejde på og konkret forståelse af, hvordan man hjælper sit barn med al den nye viden, som udredningsprocessen har medført.

Forældreprogrammer kan i den sammenhæng også gøre en reel forskel for netop deres barn og familie som helhed.

Hjælp tidligere og mere kontinuerligt

I virkeligheden handler det om noget ret grundlæggende, nemlig at vi ikke skal vente med at hjælpe, til vi har alle svarene, men turde støtte tidligere og mere kontinuerligt, fordi det ofte er dér, vi kan gøre den største forskel – både for barnet og for familien som helhed.