Interview med Gurli 02.07.2025
Gurli Bech Jensen født 1947. Diagnosticeret med ADHD 2024
Jeg er født og opvokset i Hobro. Når jeg tænker tilbage, var jeg sådan en pige, der havde gang i al ting. Arrangerede alting; skiture, skøjteture, spejderture og det fortsatte ind i min voksenalder. Nu var jeg 16 år, da jeg forlod Hobro og flyttede ned til Skødstrup. Jeg har altid været hurtig til at arrangere ting men har haft svært ved at gennemføre det. Når jeg kom et stykke hen, mistede jeg interessen for tingene. Jeg var med i skolebestyrelser, spejderbevægelser og politisk arbejde.
Jeg kan huske den der stressfaktor og også tankemylder, og det var det, der fik mig til at tænke på ADHD. Jeg har gået hos en psykiatriker i 21 år og blevet behandlet for tilbagevendende depressioner. Men da jeg begyndte at høre og læse mere om ADHD, kom jeg sådan til at tænke på, om jeg måske var en af dem, der havde ADHD? Så spurgte jeg ham, og han lavede en test på mig. Og han var slet ikke i tvivl. Jeg blev meget glad og håbede på, man kunne gøre noget for, at jeg fik det lidt nemmere. Jeg synes, jeg har lidt rigtig meget af det der tankemylder og tristhed. Jeg håbede bare, der kunne gøres noget.
Mine børn tog det lidt forskelligt. Min datter kunne godt se det, men mine drenge synes, det var noget mærkeligt noget, at sådan en gammel kone skulle have ADHD. Det var jo kun noget for de børn i skolen, som ikke kunne sidde stille og kørte rundt på stolen.
Min mand kunne godt se det, når han sådan tænkte på, hvordan vores liv sammen havde været.
Jeg er blevet meget mere rolig og kan nu også sidde ned og slappe af, uden alt kører hele tiden – tanker og sådan. Det er nok også på grund af den medicin, jeg får for ADHD. Jeg kunne mærke den hjalp lige med det samme. Det er rigtig dejligt.
F.eks. i dag skulle jeg have taget blodprøver og havde ikke modtaget en reminder, om at jeg skulle have det gjort. Så var jeg sikker på, at jeg ikke havde fået bestilt tid! Før hen så var jeg gået i panik over det. I dag bliver jeg selvfølgelig nervøs, fordi det ville være træls at tage til sygehuset og finde ud af, at man ingen tid havde. Men før gik jeg meget i panik over ting.
Nu kan jeg sige til mig selv; ”hold nu op-det er jo noget pjat”.
Jeg tror ikke altid, det har været sjovt for min familie, at jeg har levet med ADHD så mange år, uden det er blevet opdaget. Der skulle hele tiden ske noget, og jeg tror, det må have været træls for dem. Jeg er nok også meget nemmere blevet vred, hvis det ikke gik, som jeg ville have det. Så jeg tror bestemt ikke, det har været sjovt for dem. Det er noget, der gør mig meget ondt her bagefter at tænke på. Det er jeg meget ked af.
Jeg har været så utålmodig! Jeg har aldrig haft fri.
Jeg har arbejdet på psykiatrisk hospital og jeg tror, min ADHD har hjulpet mig i mit arbejde. Jeg har været hurtig til at opfatte ting. Jeg har hurtigt fået en god fornemmelse af de forskellige patienter. Men det kunne jo også være en belastning. For jeg har aldrig kunnet slippe mit arbejde. Jeg har jo været glad for alle mine initiativer og ideer, og jeg har også været god til at få andre til at gøre mine ting færdige. Jeg er aldrig ”rendt” fra tingene.
Jeg begynder allerede i 1970’erne at lide af depressioner. Og har i mange år været i behandling med antidepressiv medicin. Men det er jeg ved at trappe ud af nu, da jeg er på ADHD medicin, da min læge tænker, at den uopdagede ADHD kan have været årsag til mine mangeårige depressioner.
Jeg ville sådan have ønsket, at nogen havde opdaget det meget tidligere. Jeg har fået et meget mere roligt liv og et mere harmonisk liv, end det har været. Jeg er så glad for, at jeg begyndte at læse lidt om ADHD, ellers havde det jo bare fortsat som før. Jeg er bare så glad ved, at jeg har fundet ud af det nu.
Jeg vil så gerne hjælpe til med, at min historie måske kan hjælpe andre med at blive opdaget tidligere. Jeg vil så gerne, at flere fik hjælp tidligere, så de kunne få et mere roligt og harmonisk liv.