Kurv

Viden

TrygFonden støtter nyt forskningsprojekt mod skolefravær

TrygFonden støtter nyt forskningsprojekt mod skolefravær
Del:

TrygFonden støtter forskningsprojekt mod skolefravær

Kan skolebørnenes trivsel styrkes ved at give lærere, pædagoger og PPR-medarbejdere målrettet kompetenceudvikling? Det skal et nyt projekt med støtte fra TrygFonden give svar på.

Tusindvis af danske børn sidder alene hjemme på værelset i stedet for på en stol i det klassefællesskab, de burde være en del af. De og deres familier kæmper en ensom kamp, der er fuld af mistrivsel, skam og sorg, mens de venter på at få hjælp til et meningsfuldt børneliv.

Og ude på skolerne oplever lærere og pædagoger et stigende pres i arbejdet med at skabe inkluderende læringsmiljøer for alle børn. Et pres som går ud over arbejdsglæden.

Nu går Center for ADHD+, TrygFondens Børneforskningscenter ved Aarhus Universitet, invest in play® og DEFACTUM sammen om et forsknings- og udviklingsprojekt, der skal afprøve og evaluere programmet invest in play® for fagprofesionelle’s effekt i danske skoler, og som bliver realiseret med hjælp fra TrygFonden, som giver 4,6 mio kroner til projektet.

Formålet med pilotprojektet er at finde ud af, om målrettet kompetenceudvikling af de voksne omkring børnene kan skabe bedre trivsel, stærkere relationer og bedre fællesskaber for flere i skolen – og på sigt forhåbentligt mindske skolefravær og behovet for specialindsatser.

Projektet realiseres på et tidspunkt, hvor en netop offentliggjort rapport fra VIVE om skolefravær peger på, at relationel støtte, stærke lærer-elev-relationer, tidlige forebyggende indsatser og tæt skole-hjem-samarbejde er blandt de vigtigste faktorer i arbejdet med at forebygge skolefravær – og dermed skabe et større tilhørsforhold til skolen hos det enkelte barn. Rapporten efterlyser ambitiøse studier af skolebaserede indsatser, og det er netop, hvad det kommende projekt er.

Når voksne har redskaberne, får børnene mulighederne

Projektets udgangspunkt er, at børns trivsel og udvikling hænger tæt sammen med kvaliteten af de relationer og læringsmiljøer, de møder hver dag, og det skal fremmes ved hjælp af en indsats med solid evidens:

”Alt for ofte bliver nye pædagogiske indsatser sat i gang, fordi de lyder lovende, men uden at vi reelt ved, hvilken forskel de gør for børnene, de voksne eller for familierne. Skolefravær og mistrivsel er simpelthen for alvorlig en udfordring til, at vi som samfund kan blive ved med at gætte og håbe. Med dette projekt vil vi undersøge, hvad der sker med trivslen hos både børn og voksne, når vi hjælper skoler med forskningsbaserede og dokumenterede redskaber. Børn, familier og fagprofessionelle fortjener løsninger, der bygger på viden og reel indsigt frem for synsninger og holdninger,” siger Marie Stegger Sørensen, Centerleder i Center for ADHD+, som i forvejen har gode resultater med invest in play® for forældre til børn i mistrivsel.

Programmet invest in play® for fagprofessionelle bygger på international forskning om relationer, følelsesmæssig regulering, klasseledelse og inkluderende læringsmiljøer. Gennem seks undervisningsmoduler vil lærere, pædagoger og PPR-medarbejdere blandt andet lære, hvordan de kan styrke relationer til eleverne, understøtte deres følelsesregulering og forebygge konflikter og mistrivsel gennem legende og relationsbaserede tilgange.

TrygFonden støtter nyt forskningsprojekt mod skolefravær

Billedet er taget i forbindelse med Fælleslegsland under Aarhus Festuge.

Mere viden om, hvad der virker

Trygfondens Børneforskningscenter leder projektet, og her ser man frem til at få konkret viden om, hvilke indsatser der virker i danske skoler.

“I pilotprojektet undersøger vi, om invest in play® kan styrke de voksnes samspil med børnene, og hvordan indsatsen fungerer i danske skoler. På den måde får vi et solidt grundlag for en større undersøgelse af betydningen af indsatsen for børnenes trivsel og udvikling,” siger Maria Knoth Humlum, professor og leder af projektet ved TrygFondens Børneforskningscenter, Aarhus Universitet.

Pilotprojektet gennemføres som et lodtrækningsforsøg hos 1. klassetrin på 10 skoler fordelt på to forskellige kommuner, og flere kommuner har allerede vist interesse for at være blandt de udvalgte.

På de 10 skoler vil forskerne blandt andet undersøge effekten på læreres og pædagogers praksis, klassernes læringsmiljø, børnenes trivsel samt sygefravær og trivsel blandt medarbejderne. Resultaterne skal danne grundlag for et større nationalt studie.

Leg, relationer og forskningsbaserede redskaber

Hos invest in play® ser man projektet som en mulighed for at skabe ny dansk viden om en indsats, der allerede bygger på mange års international erfaring.

“Vores ambition er at skabe viden og redskaber, der kan bidrage til bedre trivsel og en bedre skolehverdag for både børn og de voksne omkring dem. Med støtten fra TrygFonden får vi sammen med Center for ADHD+ og TrygFondens Børneforskningscenter en unik mulighed for at bringe invest in play® ud til fagprofessionelle i skolen og samtidig undersøge effekten i en dansk kontekst. Alle børn fortjener en skolehverdag, hvor de føler sig set, forstået og mødt af voksne, der har de rette forskningsbaserede redskaber til at skabe stærke og positive relationer, tilhørsfølelse, tryghed og læring gennem leg,” siger Line Møller, programudvikler hos invest in play®.

TrygFonden støtter nyt forskningsprojekt mod skolefravær

Billedet er taget i forbindelse med Fælleslegsland under Aarhus Festuge.

Både menneskelige og økonomiske gevinster

Forskningsgruppen peger på, at bedre trivsel ikke alene har betydning for børnene her og nu. Hvis flere børn kan blive i almenmiljøet og trives i skolen, undgår vi, at børnene får det så skidt, at mere indgribende og omkostningstunge indsatser ender som løsningen.

“Trivslen blandt elever i folkeskolen er mange steder udfordret, og fra forskningslitteraturen ved vi, at relationen mellem børn og voksne i undervisningen kan spille en stor rolle for at forbedre både trivsel og læringsmiljø i skolen. Derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvilke redskaber lærere og pædagoger har at gribe efter. Vi vil undersøge om en indsats som invest in play® kan understøtte medarbejdernes oplevelse af mestring og samtidig skabe bedre muligheder for børn med forskellige forudsætninger,” siger Tea Trillingsgaard, professor ved Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet og medforsker på projektet.

Udover effekten af indsatsen vil også pilotprojektets implementering på skolerne og i de to udvalgte kommuner blive evalueret.

“Formålet med pilotprojektet er at bringe invest in play® ud til skoler, fagfolk og elever, så indsatsen forhåbentlig kan komme til at gøre en positiv forskel i praksis. Netop derfor lægger vi vægt på omhyggeligt at dokumentere og evaluere implementeringsarbejdet i kommuner og på skoler, mens det foregår. Både fordi aktørerne ad den vej får et bedre grundlag for at vurdere perspektiverne i indsatsen, og fordi vi derved løbende kan understøtte gensidig læring på tværs af de arenaer, indsatsen sættes i spil i,” siger Morten Greve, der er chefkonsulent hos DEFACTUM.

Peger pilotprojektet på, at indsatsen har den ønskede effekt og øger trivslen hos både børn og voksne på skolerne, vil næste skridt være at udbrede og afprøve indsatsen i endnu større skala og med flere kommunale samarbejdspartnere.

TrygFonden støtter nyt forskningsprojekt mod skolefravær

Billedet er taget i forbindelse med Fælleslegsland under Aarhus Festuge.

Fakta om projektet

  • Projektet gennemføres af Center for ADHD+, TrygFondens Børneforskningscenter ved Aarhus Universitet, invest in play® og DEFACTUM.
  • Projektet er støttet af TrygFonden.
  • Pilotprojektet omfatter 10 skoler på tværs af to kommuner og gennemføres som et randomiseret kontrolleret forsøg.
  • Målgruppen er lærere, pædagoger og PPR-medarbejdere omkring elever i 1. klasse.
  • Projektet undersøger blandt andet effekter på børns trivsel, læringsmiljø, skolefravær, medarbejdertrivsel og implementering i praksis.
Center for ADHD+ logo

Et bedre liv med ADHD

Tilmeld vores nyhedsbrev og få inspiration til et bedre liv med ADHD

Hvilket nyhedsbrev vil du modtage?

Accept af persondatapolitik

Tak for din tilmelding

0
Ingen produkter i kurven