Kernesymptomer ADHD og ADD

Hvad er ADHD

ADHD diagnosen er defineret i det amerikanske diagnosesystem DSM­-V.

ADHD er den hyppigst anvendte diagnose på børneområdet og forskning viser, at ADHD optræder hos mellem 3 og 5 % af alle børn. Drenge får tre gange så ofte stillet en ADHD diagnose som piger, hvilket dog ikke nødvendigvis betyder, at der er færre piger end drenge med ADHD. Det betyder blot, at det kommer til udtryk forskelligt. Der er en høj grad af arvelighed forbundet med ADHD. Derfor optræder ADHD eller lignende symptomer ofte hos flere i samme familie.

ADHD står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder.

ADHD er en udviklingsforstyrrelse, og de mest fremtrædende symptomer er opmærksomhedsvanskeligheder (AD), hyperaktivitet og impulsivitet (HD).

Opmærksomhedsforstyrrelse: 
Opmærksomhedsvanskeligheder kommer til udtryk ved problemer med at fastholde koncentrationen og blive ved en opgave eller en leg. Barnet bliver let distraheret og skifter hurtigt aktivitet. Det er svært at fange instrukser og huske, hvad der er blevet sagt. Det kan se ud som om, at barnet er dagdrømmende, ikke hører efter og er temmelig glemsomme. Opmærksomhedsforstyrrelser kan også give problemer med at planlægge, og det kan være meget vanskeligt at komme i gang med eller færdiggøre en opgave. Hertil er ofte knyttet en svækket eller manglende tidsfornemmelse.

Man kan tænke om opmærksomhedsfunktionen som et filter, der sorterer alle de
stimuli og indtryk, der kommer til vores sanser, både udefra og tanker og indskydelser indefra. Hvis man har ADHD er opmærksomhedsfilteret ikke finjusteret, og barnet bliver ofte optaget af irrelevante stimuli, fx nogen der snakker udenfor vinduet, frem for lærerens instrukser, og barnet går dermed glip af den relevante information. Nogle børn kommer til at tage alle sanseindtryk ind med samme styrken og det kan føre til en overbelastning af hjernen.

Hyperaktivitet beskrives ofte som fysisk uro såsom pilleri, hoppende fødder, hyppige skift i siddestilling, men det kan dog også være en indre uro og en følelse af rastløshed. Et andet kendetegn kan være at virke overgearet og meget snakkesalig. 

Impulsivitet kan vise sig ved, at det er svært at holde umiddelbare reaktioner tilbage. Man handler uden tanke for konsekvenserne. Det er svært at vente på tur, man kommer til at afbryde og bryder ind i andres aktiviteter. Et andet kendetegn er, at spørgsmål ofte bliver besvaret, før spørgeren har snakket færdig.

Fælles for kernesymptomerne på ADHD er at de giver en adfærd hos barnet, som kan være udfordrende for de voksne at rumme og håndtere. En vigtig pointe i den forbindelse er at barnet ikke intentionelt forstyrrer, glemmer ting, ikke hører efter osv. Det er kernesymptomerne der bevirker at udviklingen af disse færdigheder er forsinket hos barnet. Vores opgave som voksne er derfor at coache og støtte barnets koncentration og vedholdenhed vha. Positiv opmærksomhed, samt at finde mestringsstrategier der kompenserer for barnets ADHD relaterede vanskeligheder.

Kernesymptomer ved ADD


ADD står for Attention Deficit Disorder. Det er en forstyrrelse af opmærksomhedsfunktionen uden udtalt kropslig hyperaktivitet. Det er altså vedvarende vanskeligheder med koncentration samt tendens til at være distræt. Barnet bliver ofte afledt af ting der sker i omgivelserne eller af egne tanker. Det kan også være svært at tage initiativ til at komme i gang med- samt færdiggøre aktiviteter. Barnet vil ofte være mentalt fraværende og dagdrømmende – både ved opgaver og i kontakten med andre mennesker. Sidst men ikke mindst oplever mange børn med ADD tankemylder. Det vil sige at barnet bliver overvældet af mange tanker som er svære at styre. Tankerne står i kø og den ene tanke overtager simpelthen den næste.

De fleste mennesker vil kende ovenstående tilstande eller træk i større eller mindre grad, for det er alment menneskeligt. Men for at der er tale om ADD forekommer symptomerne hyppigt både når barnet er i skole, derhjemme eller til fritidsaktiviteter, i en grad så barnet ikke lykkes og ikke trives med kammerater, skolearbejde, selvværd osv.

ADD opdages og diagnostiseres ofte lidt senere end ADHD, fordi symptomerne er mere skjulte. Børnene er ofte mere tilbageholdende og fylder ikke så meget i klasselokalet, da der ikke er nogen udtalt kropslig uro og impulsivitet.

Kernesymptomerne på ADD giver et lavere energiniveau hos barnet og de bliver ofte opfattet som enten dumme eller dovne, uden at det er tilfældet. Barnet har ikke intention om at glemme ting, nøle, ikke hører efter, ikke færdiggør gøremål og opgaver osv. Det er kernesymptomerne der bevirker at udviklingen af disse færdigheder er forsinket. Vores opgave som voksne er derfor at coache og støtte barnets koncentration, vedholdenhed og initiativ vha. positiv opmærksomhed, samt at finde mestringsstrategier der kompenserer for barnets ADD relaterede vanskeligheder. 

 

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev - enten som forælder eller fagperson.