Lad julen med børnene i år blive særlig og kærlig

Året 2020 står for mange af os sikkert lysende klart som året, hvor Corona-virus prægede vores verden og hverdag. Julen venter lige om hjørnet, og det er nok både en anderledes december og juleferie vi ser frem mod, fordi mange af de traditioner og mennesker vi forbinder med juletid er sat på pause i år. Det kan alligevel både blive en særlig og kærlig jul som venter forude.

Vi er også i en tid, hvor der er mange ting, som er anderledes for børnene. Deres hverdag er forandret, og december som de fleste børn nok husker den med juleafslutninger, julemarkeder, julefrokoster mm. er også forandret. Det sætter ekstra krav til os voksne omkring børnene, fordi den måde vi tænker og omtaler den særlige tid på, smitter af på børnene.

Vi vælger selv den jul vi vil skabe

Henrik Kyed Steffensen er familiebehandler hos Center for ADHD. Han fortæller, at ferietid for nogle familier også kan være en hård og svær tid, fordi de faste rammer og rutiner, som børnene kender fra deres hverdag for en stund er væk. Tiden vi er i nu med Corona-restriktioner er også særlig og anderledes. Men december i år og den kommende ferietid kan blive en anledning til, at tanke op på relationskontoen forældre og børn imellem.

Henrik Steffensen uddyber: ”Vi er i en tid, hvor der er så mange ting, som er anderledes for børnene. Vi skal som voksne tage ansvar for flere ting, ift. for et år siden. Vi skal som forældre og voksne omkring børnene være opmærksomme på, hvad vi siger og i hvilke sammenhænge, vi siger det. Der er mange voksne som er optagede af alt det vi ikke kan i julen, og dem vi ikke kan holde jul med. Vi skal som voksne være opmærksomme på, at det billede ikke flytter ind hos børnene i julen. Vi skal se os selv som kaptajner på skuden, og derfor signalere overfor børnene, at vi holder den jul som mor og far har bestemt, og ikke en jul som er bestemt af alle de ting vi ikke kan pga. Corona-virus og restriktioner. Hvis vi tager det ansvar på os, vil det nemlig give børnene tryghed og sikkerhed”.

Henrik Steffensen fortæller, at børn med ADHD og lignende udfordringer i særlig grad har brug for, at mor og far tager vare på deres sikkerhed og tryghed. Det har alle børn brug for, men børn med ADHD har sværere ved forandringer, derfor skal forandringer være tydelige og synlige. Forudsigelighed, rammer, rutiner og tryghed er nøgleord. Vi kan hjælpe børnene ved at tage familieledelse på os, og vælge at gøre ting sammen som familie, som giver børnene en særlig og kærlig jul.

Gode råd til julehandlen

Måske er en del af juletraditionen og hyggen omkring jul, at familien skal på julehandel og forbi strøget i Aarhus og se julehimlen lyse. Henrik Steffensen giver gode råd til, hvordan vi kan hjælpe børnene: Når vi i år færdes ude i julehandlen, så er kommunikationen med børnene særlig vigtig. Vi mister en del af kommunikationen, fordi vi skal bære mundbind. Vi skal være opmærksomme på, at vores børn kan høre, hvad vi siger, men vi kan ikke se ansigtsudtryk. Derfor kan vi som forældre komme på ekstra arbejde. Derfor skal vi måske også her overveje, hvad vi plejer at gøre, og hvad vi vil gøre i år. Hvis man har en forestilling om, at det kan blive svært og hårdt, så er det måske bedre at gøre noget andet. Det ansvar skal vi tage på os som en voksenbeslutning”.

En god jul for både børn og voksne

Når vi genbesøger programmet for december og for juleferien, så kan vi tænke over, hvad vi som voksne kunne tænke os at lave i julen, og samtidig tænke over, hvad børnene kan have brug for. 

Netop dette kan være et klassisk clash for forældre. Der er nemlig ikke nødvendigvis overensstemmelse mellem hvad forældre gerne vil, og hvad børnene har brug for. Genbesøg programmet for december og fyld dagene ud med særlige stunder for hele familien. Henrik Steffensen fortæller, at julen kan blive både god, særlig og kærlig i år: ”Børnene skal have den bedst mulige jul, og det er os som voksne der skal skabe den. Og det kan vi. Børn giver følgeskab til forældre, når vi er tydelige. Set fra et børneperspektiv så kan vi få en rigtig god jul. Det bliver måske en anden jul, men det kan sagtens blive en god jul”.  

Inspiration til aktiviteter:

  • Lav Danmarks længste musetrappe
  • Gå i skoven og få røde kinder
  • Lav kakao, gløgg og æbleskiver når I kommer tilbage i varmen
  • Klip julehjerter til at pynte huset med
  • Ring til en kær ven og syng en julesang på Facetime
  • Spil Julebanko over Facetime med bedsteforældre
  • Lav en gryde risengrød og inviter en enkelt ven i haven med nissehue og risengrød
  • Lav smagstest med julegodter
  • Se en julefilm hele familien uden telefoner og andre forstyrrelser

Mere inspiration til leg i julen (download og print):

www.adhdcenter.dk/images/legeplakat.pdf

Hvad øsnker børnene sig? 

Vi har spurgt Albert på 11 år om hans ønsker for julen. Læs Alberts ønsker her: 

  • Lave julepynt i kæmpe størrelse
  • Eller bare i normal størrelse
  • Cykel en tur i det kolde vejr
  • Høre jule musik
  • Holde fri fra skole hele december
  • Tag ind på strøget en aften og se julelyset
  • Og så skal I bare have en god jul