Evidensbaserede programmer styrker den pædagogiske refleksion og dømmekraft

Kurser og videreuddannelse i metoder og principper fra evidensbaserede programmer er et stærkt afsæt for at understøtte den pædagogiske faglighed i kommunerne. Vi bør i langt højere grad anvende evidensbaserede programmer som fælles grundlag for styrket pædagogisk refleksion og praksis også på almenområdet.

Principper som afsæt for pædagogisk refleksion

Vi læste med stor undren debatindlægget i Altinget ”Metodefetichismen står i vejen for den pædagogiske refleksion”. Artiklen fremhæver en falsk modsætning: at metode står i vejen for pædagogisk refleksion. Forskning og vores erfaring fra 10 års arbejde i Center for ADHD peger på, at pædagogisk refleksion netop styrkes af at have et fælles pædagogisk fundament. Debatindlægget reducerer evidensbaserede programmer til at være et quick fix. Det er ikke virkeligheden. Det er et langt sejt træk at udvikle en stærk videns- og datainformeret kultur, hvor man som fagprofessionel tager ansvar og følger systematisk op på sin egen og den fælles praksis.   

I en VIVE-kortlægning fra 2019 peger kommunerne på, at en af deres største udfordringer er at hjælpe børn og unge med psykiske udfordringer, autisme eller ADHD til et godt børneliv og en god skolegang. Børns Vilkår har også netop udgivet en rapport, som peger på brugen af skæld ud i dagtilbud og betydningen for børns trivsel og fællesskaber. Alle os med ansvar for børn i dagtilbud og skoler bør forholde os til den vigtige opgave med at løfte og hjælpe sårbare og udsatte børn langt bedre. Vi ved godt, hvordan vi pædagogisk støtter barnets kognitive, sociale og emotionelle udvikling fra både dansk og international forskning, så hvordan kan det være, at denne viden ikke anvendes i langt højere grad?

I det hele taget kan man kan stille sig selv det spørgsmål: hvor er barnet henne i debatindlægget fra UCL? Der tales om pædagogens perspektiv, pædagogens frihed, men der synes ikke at være fokus på, hvordan vi hjælper børnene bedst? Arbejdsglæde kommer med at lykkes med sin opgave, ikke af et individualistisk perspektiv på, hvad den voksne har lyst til. Vi er som fagpersonale omkring børnene forpligtet på at skabe gode børnefællesskaber og støtte op om børns udvikling. Så hvordan kan det være, at der fra undervisere på en professionshøjskole argumenteres for et individualiserende perspektiv frem for anvendelse af den bedste viden i praksis. Det er trods alt børnene, der bør være det vigtigste fokus i dagtilbud og på skoler.

Refleksionsevnen og det tværprofessionelle arbejde styrkes af en fælles pædagogisk platform

I Holstebro Kommune har de i en årrække arbejdet med evidensbaserede programmer som blandt andet De Utrolige År® både i Familieafdelingen, PPR dagtilbuds- og senest også i skolekontekster. Både dagtilbudsledere, skoleledere og fagpersonale fortæller, at de oplever det fælles faglige fundament netop styrker fagpersoners refleksion, arbejdsglæde og praksis med børnene. Eksempler fra praksis viser også, at fagpersonale oplever stolthed ved at gå på arbejde, fordi man i højere grad lykkedes med den fælles opgave man har – netop at skabe stærke børnefællesskaber for alle børn. 

Den forskningsbaserede generelle viden skal selvfølgelig altid sættes i forhold til det konkrete børnefællesskab, de enkelte børn og den konkrete situation og kontekst. I det nævnte debatindlæg fremstilles det enkelte individs kritiske sans som om det altid er det bedste afsæt for en god pædagogisk praksis. Vores oplevelser er, at det ikke er ”enten eller” men ”både og”. De bedste dagtilbud med de dygtigste pædagoger tager afsæt i og forholder sig til fælles til forskningsmæssig viden. Der tages afsæt i viden om børns udvikling, trivsel og virksomme pædagogiske tiltag og de voksne tager ansvar. Kvalitet i pædagogisk praksis er også, at der sikres strukturer omkring refleksion over og i praksis, så der ikke arbejdes synsnings-baseret. En dagtilbudsleder peger på betydningen af det fælles afsæt for et godt tværprofessionelt samarbejde: ”Det med at man arbejder afstemt, på tværs af forvaltninger og i familien gør en kæmpe forskel. Det med at man har et fælles sprog og fælles forventninger til hinanden om, hvordan vi understøtter børnenes udvikling bedst muligt, det har helt klart den størst effekt på børnenes muligheder for at udvikle sig optimalt”.