Center for ADHD søger en samarbejdsorienteret, effektiv og systematisk administrationsbachelor

Hvis du motiveres af at få stort selvstændigt ansvar for at drive og videreudvikle en effektiv administration i en lille, selvejende, fondsstøttet organisation med både store ambitioner og armbevægelser, så er du måske lige den nye kollega, vi leder efter til Center for ADHD. Vi søger den helt rigtige administrations- og stabsmedarbejder, som har både et stærkt administrationsfagligt fundament, sund tværfaglig nysgerrighed, organisatorisk indsigt og et positivt og løsningsorienteret tilgang. Vi andre i huset har ikke ”det sorte bælte” i administration og der er derfor brug for din administrative all-round faglighed og blik for helheden i organisationen. Som stabsmedarbejder og koordinator på alle husets projekter bliver det din opgave at sikre professionel og ordentlig håndtering af henvendelser, at der generelt er styr på driften, effektive administrative arbejdsgange og generelt orden i penalhuset.

Om Center for ADHD:

Center for ADHD er en non-profit, selvejende, fondsstøttet organisation, som nu gennem mere end ti år har hjulpet børn med ADHD og deres familier til bedre hverdage. De primære opgaver er vores fondsstøttede familieorienterede indsatser, herunder forældrekurser, rådgivning og behandling til familier, som har et barn med ADHD eller lignende udfordringer. Derudover har vi opgaver ift. kompetenceudvikling og formidling af viden om ADHD og/eller børns trivsel og udvikling generelt til professionelle omkring børn og familier. Endelig indgår Center for ADHD løbende i forskellige større og mindre udviklingsprojekter og samarbejder med andre aktører. Centeret huser endvidere De Utrolige År® Danmark og står for uddannelse og certificering af gruppeledere landet over. 

Center for ADHD er en lille, fleksibel organisation med store ambitioner med i alt 8 fastansatte og en god håndfuld studentermedhjælpere. Vi er drevet af at skabe bedre vilkår for børn med ADHD eller lignende vanskeligheder og høj kvalitet i de indsatser og tilbud, børn og familier møder i det offentlige. Her er fagligt ambitiøse og gode kolleger, du vil få stort selvstændigt ansvar med mulighed for at udvikle på de administrative processer og således være med til at præge Centrets udvikling. 

Læs mere om Center for ADHD her

Om stillingen som stabsmedarbejder:    

Der er tale om en nyoprettet stilling efter en omorganisering af administrationen, som hidtil har været delt på flere medarbejdere. Fremadrettet vil de administrative opgaver blive samlet i én rolle med ambitionen om at gøre administrationen mere smidig og effektiv. Du vil således få et stort selvstændigt ansvar for (næsten) alle systemer og administrative processer – både de lettere, rutineprægede og de større og mere komplekse. Du skal derfor være indstillet på en særdeles omskiftelig hverdag. Du har selvfølgelig selv stor indflydelse på at planlægge og tilrettelægge din arbejdstid ud fra opgaverne i sparring med Centerchefen. Du får en nøglerolle både indadtil og udadtil som tovholder på både stort og småt oftest i tæt, tværprofessionelt samarbejde med husets andre ansatte - psykologer, familiekonsulenter og centerchefen.

De vigtigste opgaver i rollen:  

Tovholder på drift og udvikling af effektive, administrative arbejdsgange 

Sikre, at der er styr på basis i organisationen – herunder:

  • Håndtere henvendelser på mail, telefon og sociale medier til centeret smidigt, serviceminded og effektivt
  • Fakturering, økonomi, regnskab i samarbejde med Centerchefen og ekstern bogholder/revision i Deloitte
  • Sikre, at der er styr på GDPR, IT/telefoni og HR processer i samarbejde med Centerchefen og ekstern IT-konsulent
  • Understøtte og udarbejde ledelsesinformation og bidrage til rapportering til bestyrelse og Ole Kirk’s Fond
  • Mindre kommunikationsopgaver i samarbejde med Centerchef og ekstern kommunikationsmedarbejder
  • Husets praktiske opgaver – være bindeled og koordinere opgaver til fleksjobber og studentermedhjælpere

I Center for ADHD afholder vi vores aktiviteter, så det kan passes ind ift. de fleste forældres og kursusdeltageres arbejdstider, der vil derfor ind i mellem være behov for, at du er tilstede udover almindelig arbejdstid – dog sjældent mere end en gang om ugen og typisk senest til kl. 19.00. Vi følger skolernes ferier, det betyder at vi arbejder gennemsnitligt lidt længere i de fleste uger – og til gengæld holder centeret lukket – og vi holder fri - i skolernes ferie. 

Derfor skal du vælge os 

I Center for ADHD stræber vi efter både at være lærende og resultatorienterede sammen – og så vil vi også gerne have et både støttende og udfordrende professionelt fællesskab, hvor der er plads til gode grin. Du skal kunne se fordelene i at være en lille organisation, hvor vi selv skal finde løsninger og få det hele til at spille.

Din profil

Vi leder efter dig, der er uddannet administrationsbachelor gerne fra Velfærdslinjen. Du har sandsynligvis mere end tre års erhvervserfaring med administrativ understøttelse af både drift og ledelse, måske sekretariatsbetjening. Din nuværende rolle er nok i en offentlig forvaltning, hvor du har fået dyb og bred indsigt i administrative opgaver og offentlig forvaltning, helst fra en dagtilbuds-, skole- eller socialforvaltningskontekst.

Vi samarbejder en del med kolleger fra USA og Europa, så det er en klar fordel, hvis du er flydende på engelsk, både i skrift og tale. Hvis du ovenikøbet også har haft mindre kommunikationsopgaver såsom fx nyhedsbreve, erfaring med opdatering af hjemmeside og brug af sociale medier bliver vi rigtig begejstrede.

Vi leder efter dig, der er: 

Effektiv, ansvarlig, nysgerrig med et godt humør og gå-på-mod

Samarbejdsorienteret, systematisk og i stand til at bevare ro og overblik, også når det er travlt og der er mange bolde i luften

God til at sætte dig ind i systemer og bidrage til at skabe og opretholde effektive arbejdsgange – og du skal også gerne kunne understøtte dine kolleger ift. systemer og arbejdsgange med en fast men blid hånd

God til at prioritere, koordinere og planlægge så både små ad hoc opgaver og de mere komplekse opgaver følges godt til dørs

En god kommunikator, du formår at møde alle professionelt og ordentligt og tilpasser din kommunikation til modtageren

God til at skabe og bevare overblikket med en sikker sans også for detaljerne

Stærk i din administrationsfaglighed og i stand til at arbejde tværfagligt med udvikling og understøttelse af gode, administrative arbejdsgange 

Løn og ansættelsesvilkår:

Der er tale om en fuldtidsstilling og din løn forhandler vi på plads ud fra dine kvalifikationer og kompetencer. Vi plejer også at skele til overenskomsterne på området. 

Hvis du har spørgsmål vedrørende jobbet og match til din profil, eller ønsker du at vide mere end, hvad der fremgår af opslag og hjemmeside er du velkommen til at ringe til Centerchef Marie Stegger Sørensen på tlf.: 5373 5703 fra d. 2.8 - Centeret er ferielukket i ugerne 28-29-30. 

 Send din motiverede ansøgning og c.v. til os på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. så vi har den senest kl. 8.00 d. 16. august 2021. Vi vælger kandidater til samtale d. 19. august.

Vi afholder første samtalerunde d. 23. august og anden samtalerunde d. 26. august. Kandidater, der går videre til anden runde, vil skulle udfylde en personprofiltest og skulle forberede et mindre oplæg til anden runde. Vi håber på, at du kan starte d. 1. oktober 2021.