Ros er barnets brændstof til god opførsel

Opmærksomhed, ros og opmuntring er barnets brændstof og motivation til at gøre tingene godt. Kort sagt er det benzin til at fremme den gode opførsel. Når forældre og andre vigtige voksne i barnets liv, opmuntrer og roser, viser de barnet, hvilken adfærd, der er ønskelig, og ved at barnet oplever sin  adfærd belønnet med opmærksomhed og ros, bekræftes det i, at det er den adfærd, der er den rigtige.

Ros skaber ikke afhængighed

Nogle holder måske igen med rosen, fordi de bekymrer sig om, at barnet skal blive alt for selvglad af at blive rost, eller at barnet gennem sit liv vil blive afhængig af at blive rost af andre, hvis man som forældre har svøbt dem i ros barndommen igennem. Men forskning viser derimod, at børn, der roses, udvikler et positivt selvbillede. De føler sig kompetente og tror i højere grad på egne evner. Så på den måde vil de senere i livet netop ikke være afhængige af overdreven ydre bekræftelse, for de er godt tanket op hjemmefra. De har fået etableret en indre tro på, at de er gode nok, og på den måde bliver den ydre stimulering, - rosen, til en indre motivation hos barnet.

Rose for anstrengelserne frem for resultatet
Effekten med at flytte den ydre stimulering til en indre motivation ses specielt, hvis barnet roses for sine anstrengelser og evner og ikke så meget for resultatet.  Det vil sige, at hvis barnet kæmper med at lære noget nyt, fx at cykle, er det vigtigt at rose barnet for at øve og prøve. Man skal ikke gemme rosen til resultatet er helt perfekt. Det samme gør sig gældende, når barnet starter i skole og skal lære at læse og skrive. Da er det vigtig at opmuntre og rose for arbejdet med processen: ”Ej, hvor må du være stolt over alle de bogstaver, du kan genkende nu”. Eller: ”Hvor er du god til at blive ved at prøve, selvom det er svært at skrive R’er”.

Når barnet ikke reagerer på ros 
Børn, som er meget impulsive, urolige og måske har et voldsomt temperament, kan have svært ved at tage imod ros. Det kan skyldes, at de pga. deres adfærd ofte har oplevet, at de har gjort de voksne omkring sig vrede. De har indbudt mere til skældud end til ros.
Som Carolyn Webster-Statton beskriver det øverst i artiklen, kan børn be’ om opmærksomhed på måder, der gør det rigtig svært for forældrene at være positive og rosende, og forældrene kommer mod deres vilje og intention til at skælde alt for meget ud.
Når vi starter nye forældretræningshold, er det ofte dette, der er forældrenes største motivation for at lære nye forældrekompetencer; de er ulykkelige over, at de kommer til at skælde deres børn ud.  Derfor er en vigtig del af fundamentet af forældretræningsprogrammet ”De Utrolige År” netop øvelser i at give opmærksomhed og i at rose, for det er det, der skal sættes i stedet for skældud, og det er det børnene lærer noget af. Den adfærd, som man giver opmærksomhed og roser, får man mere af.
Men forældre kan opleve, at det kan være svært at få lov at aflevere rosen i starten. Børn kan afvise rosen, netop fordi vrede og skældud har bidraget til, at de har udviklet et negativt selvbillede, og når forælderen så pludselig henvender sig på en ny måde og giver dem et alternativ: ”nej, hvor er du god til…” så afviser de det, og tror ikke på det. I de tilfælde må man som forælder være ekstra på udkig efter små spækker af positiv adfærd for straks at kunne styrke og rose sit barn for det. Efterhånden vil barnet begynde at tro på, at det faktisk er værdigt til at tage imod rosen, og det negative selvbillede vil ændre sig.
En mor på et kursushold, hvis søn hidtil havde afvist alle hendes forsøg på ros, fortalte, at hendes søn fra bagsædet i bilen pludselig havde sagt til hende, at han havde lagt mærke til, at hun og faren var begyndt at sige så mange søde ting til ham, og at han: ” Følte det så godt i maven”! Hun havde rost systematisk i tre uger, og endelig kunne hende søn både høre og mærke det.

Specifik ros og entusiasme
Også andre aspekter kan gøre det nemmere for barnet at modtage rosen og at tro på, at forældrene virkelig mener deres ros. Det er fx mere effektivt, hvis man roser helt præcis den adfærd, som man ønsker at fremme. I stedet for at sige: ”Du er en stor pige”, eller ”Det var godt”, så sig helt præcist: ” Det var godt, at du blev ved bordet, mens du spiste din mad”.
Rosen bliver også mere troværdig, når den kombineres med et begejstret tonefald, med et varmt blik, et smil eller en berøring. Nogle forældre har fundet frem til, at deres børn er glade for ”thumbs-up” eller ”high-five”. Man skal finde sin personlige stil, men sikre sig, at man ikke blander ironi eller nedgørende bemærkninger i rosen. Et skræmmeeksempel: Det var godt, at du blev ved bordet, mens du spiste din mad, det plejer du ellers aldrig at kunne finde ud af! Er det ros?

Man får hvad man giver
Som forælder er man en vigtig rollemodel for sit barn. Børn efterligner som en del af deres udvikling, hvad de ser og hører. Hvis barnet derfor bliver vant til, at man i familien lægger mærke til og påskønner hinanden positivt, vil de tage den tænkemåde og adfærd til sig. En anden mor på vores kursus fortalte på et tidspunkt, hvor de havde fået den positive henvendelsesform og ros indarbejdet i hjemmet, at hendes fire-årige dreng havde sagt til sin mormor: ”Mormor må jeg give dig en kompliment”.
Husk at rose din partner, din kollega og allermest dit barn og glæd dig til, hvad der sker, for man får, hvad man giver.