Nyt studie viser, at kun 15 % af børn med ADHD er trygt tilknyttet

Nyt studie peger på, at børn med ADHD har sværere ved at knytte sig til deres forældre. Studiet viser også, at kun 23 % af mødrene har en tryg tilknytning til deres børn. Pernille Darling Rasmussen fra Syddansk Universitet har undersøgt tilknytningen hos 60 danske børn på 7-12 år med ADHD og deres mødre.

Vigtigheden af en tryg tilknytning

Marie Louise Rimestad, klinisk psykolog og PhD fra Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet er ekspert i ADHD og børn med adfærdsvanskeligheder. Marie Louise påpeger, at det er vigtigt at undersøge børns evne til tilknytning, fordi vores evne til at knytte os til vores primære omsorgspersoner har grundlæggende betydning for vores liv. Tilknytningsstilen har indflydelse på barnets følelsesmæssige og personlighedsmæssige udvikling, vores måde at knytte sig til andre samt evnen til mentalisering, som betyder, at man kan forstå andre menneskers mentale tilstand og tage andres perspektiv. Som voksen har tilknytningsstilen også betydning for, hvordan vi trives i et parforhold og måden vi knytter os til vores egne børn. På den måde er tilknytning en hjørnesten i vores udvikling og trivsel.

Undren over "one size fits all" tilgang i behandling

Pernille Darling Rasmussen som er hovedforfatter til det nye studie fortæller om motivationen bag studiet: ”Jeg undrede mig over, at der var så lidt fokus på forældrene, når man betænker den store grad af arvelighed. Jeg oplever også tydeligt en forskel i familiernes belastningsgrad. Det undrede mig, at man kan være enige om at ADHD er en meget heterogen tilstand, og alligevel tilbyde en meget ”one size fits all” tilgang i behandlingen”.
Pernille fortsætter: ”Det er vigtigt at undersøge graden af tilknytning, fordi der er en del andre studier, der peger på, at ADHD i langt højere grad har brug for en ”stepped care” model end det, man tilbyder i dag. Det skal forstås både på den måde, at der er forskellige behov i forskellige aldre, men også på den måde, at der er mere end bare én årsag til ADHD. Der er flere veje til ADHD-symptombilledet, men vi arbejder mest ud fra, at hvis man opfylder de diagnostiske kriterier for kernesymptomer, så har man diagnosen”.

Der er brug for grundig viden om, hvad der afgør langtidsprognosen

Undersøgelsen viser, at tilknytningens betydning for ADHD peger på et behov for indsatser, som styrker tilknytning mellem forældre og barn.

Pernille fortæller: ”Det vigtige er, at prognosen stadig langt fra er god for alle – heller ikke selvom man kommer i medicinsk behandling. Derfor bliver vi nødt til at gå mere grundigt ind i, hvad der afgør langtidsprognosen. For at nævne et par studier jeg mener er vigtige i denne sammenhæng, så er der MTA (Multimodal Treatment Study of Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder, se fx Martinez-Nunez, 2019), hvor noget af det nyeste man har fundet er, at medicin ikke ser ud til at bedre langtidsprognosen væsentligt, men der er til gengæld bivirkninger i form af reduceret højdevækst. Et andet studie har fundet, at medicin reducerer kernesymptomerne, men patienternes funktionsniveau forbliver lavt. Det er også virkelig vigtig viden, synes jeg. Og hvis jeg skal sige, hvad jeg selv tror, så er det igen, at vi skærer for mange over én kam, når vi mest ser på kernesymptomerne. Jeg tror, at medicin er en væsentlig del af behandlingen for nogen, imens andre har brug for noget helt andet som den primære behandling”.

Der kan være flere årsager til, at børn med ADHD har en mere utryg tilknytning

Studiet viste, at der blandt de 60 deltagende danske børn i studiet kun var 15% af børnene med tryg tilknytning til deres mødre. Dette svarer overens til hvad udenlandske studier også har fundet.

Adspurgt omkring årsagen til denne utrygge tilknytning udtaler Pernille Darling: ”Der er forskellige årsager til, at børn med ADHD er mere utrygt tilknyttet, ligesom der er forskellige årsager til ADHD. Jeg tror, at der er brug for at se mere på årsagerne, hvis man skal udvikle en mere individualiseret behandling, der kan bedre prognosen for flere.

”Forskning på det her område foreslår, at ADHD-symptomer kan forekomme sekundært til en problematisk tilknytning. Det kan let komme til at lyde som ”mother blaming”, men det er slet ikke sådan jeg tænker det. Hvis noget, så har vi svigtet mødrene i nogle af de her sager ved ikke at rette ret stor opmærksomhed på hele familiens ressourceniveau. Det kræver en del at tilbyde et lille barn det tætte og nærværende samspil, der fører til tryg tilknytning og så har det betydning, om man selv har en ubehandlet ADHD eller måske svære barndomstraumer.

Den anden mulighed er selvfølgelig, at barnet har så svære ADHD-symptomer fra det er lille, at det ikke kan indgå i dette tætte samspil med mor, som er nødvendigt for dannelsen af tryg tilknytning. Jeg synes det er vigtig viden, fordi mit studie ikke er det eneste der viser, at børn med ADHD har en kompromitteret tilknytning. Der er til gengæld ikke lavet ret meget forskning på, hvordan det ser ud med tilknytningsmønsteret hos den primære omsorgsperson, og vi ved at det tilknytningsmønster den primære omsorgsperson har, vil have betydning for barnets tilknytning. Man kan klare sig fint uden tryg tilknytning, men det kan også have betydning for ens livtidsprognose på en række vigtige områder.”

En svær start kan have indflydelse på barnets tilknytning

Marie Louise finder et studie som dhette yderst relevant i forhold til fremadrettet at kunne hjælpe familierne. Hun fortæller:

”Det at have et barn med ADHD er en særlig udfordring for forældreskabet. Det er en stor opgave at regulere og møde de behov, som børn med ADHD har, og man ender oftere i konflikter og situationer, hvor man som forældre ikke føler man lykkes. Helt tidligt i familiedannelsen er småbørn med opmærksomhedsforstyrrelser, hyperaktivitet og impulsivitet sværere at regulere med de helt basale behov i forhold til hvile, aktivitet, sovetid og spisning, sammenlignet med børn med normal udvikling. Når vi på Center for ADHD hører, hvordan starten på forældreskabet har været, så har det ofte været svært for forældrene at regulere barnet, fordi barnet eksempelvis har været svær at trøste, har været utålmodigt og at forældrene har haft svært ved at gennemskue, hvordan de skulle hjælpe deres børn til at være i trivsel, glade og tilfredse. Denne her uro og latente irritabilitet, som mange af børnene udviser tidligt, kan gøre forældrene usikre og slidte, og så kan deres respons blive uforudsigelig for barnet. Samtidig kan man som forældre nemt komme til at reagere negativt med skæld ud og irettesættelser på barnets uro, impulsivitet og for eksempel manglende evne til at modtage en besked, og over sigt kan det samlet set blive til en utryg tilknytning”.

På Center for ADHD har arbejdet med forældre og forældreskab vist, at tilknytning og relationen forældre og børn imellem er helt grundlæggende for at kunne hjælpe familier med ADHD.

”Noget af det vi ser, når vi arbejder med forældrene på Center for ADHD er, at det virkelig er effektivt at få vendt den negative spiral, hvor hverken forældrene eller barn forventer, at samvær kan være rart og givende,” fortæller forskningsmedarbejder Marie Louise Rimestad.

” Vi ser tit, at barnet er holdt op med at forvente, at forældrene forstår det, og forældrene er holdt op med at forvente, at barnet kan samarbejde. Ved at hjælpe forældrene til tilknytningsbaserede lege og til at forstå årsager og intentioner bag børnenes adfærd, så støtter vi tilknytningen og øger chancerne for, at barnet føler sig forstået og mødt, og at forældrene har succes med at være den slags forældre, de drømte om. Vi kan på den måde reducere risikoen for, at barnet føler sig forkert og udvikler aggressionsproblemer, hvilket over tid igen forebygger kriminalitet og misbrug. På den lange bane er det virkelig vigtigt at børnene, også når de bliver ældre, har en forventning om, at de kan tale med forældrene, når de oplever udfordringer, og at de bliver mødt med forståelse og støtte”.

Marie Louise afslutter: ”Vi kan høre, at de forældre som har været i forløb på Center for ADHD systematisk fortæller, at de føler sig tættere knyttet til deres barn, og at relationen er blevet varmere. Det er jo et klart udtryk for en tryggere tilknytning, og det er så meningsfuldt et arbejde”.

Om studiet:

60 familier med et barn i alderen 7 – 12 år, som har diagnosen ADHD fra psykiatrien. Studiet har undersøgt familierne et halvt år efter barnet har fået diagnosen ADHD med det formål, at barnet er i stabil behandling.

Børnene er efter et halvt år interviewet med Child Attachment Interview, der viser stil i barnets tilknytning. Mødrene er interviewet med Adult Attachment Interview. 

Referencer:

Clarke, L., Ungerer, J., Chahoud, K., Johnson, S., & Stiefel, I. (2002). Attention deficit hyperactivity disorder is associated with attachment insecurity. Clinical Child Psychology and Psychiatry, 7(2), 179-198. 

Martínez-Núñez, B. (2019). Update the Multimodal Treatment of ADHD (MTA): twenty years of lessons.. Actas espanolas de psiquiatria, 47(1), 16-22.

Storebø, Ole Jakob (02.2016). "Association Between Insecure Attachment and ADHD: Environmental Mediating Factors.". Journal of attention disorders (1087-0547), 20 (2), p. 187.