Når målet er læring - hvad er så midlerne?

TÆNK HVIS…

Børn med ADHD tilhører ofte gruppen af børn, der ikke i tilstrækkelig grad fik lært de sociale koder eller den fornødne fleksibilitet på samme tid, som de andre. Børnene er fyldt med impulsivitet og et fantastisk energiniveau, og de får ofte den ene fremragende idé efter den anden. De afprøver mange af dem – men til tider med negative følger, når de mister overblikket eller overtræder de sociale spilleregler.
Børnenes idérigdom kan blive en gave, for via opmærksom og målrettet indsats kan børnenes kompetencer styrkes. De kan lære at mestre samspil og overblik, så de gode ideer forbliver gode. Lykkes projektet høster man både som barn og voksen store menneskelige og samfundsmæssige fordele. Tænk hvis vi sammen kunne styre noget af alt det kreative, innovative og energiske potentiale, som mange børn med ADHD besidder i en konstruktiv retning. Tænk hvis endnu flere børn kunne opleve at blive en ny gribende succeshistorie om at klare skærene på trods af oddsene - og på grund af fagligt dygtige lærere og pædagoger.


GENKENDELIGHED OG NÆRE RELATIONER SOM PÆDAGOGISKE TRÆDESTEN
Jeg har i min tid som psykolog bemærket, at vi ofte reagerer på børns mangelfulde kompetencer ved at sætte dem til at øve sig på det, vi ved de ikke kan mestre. Vi opfordrer dem til at danne relationer, på trods af at vi ved, at de ikke kan det. Vi vil have dem til at samarbejde, selvom vi på forhånd tænker, at det er for svært. Og vi udsætter dem for ukendte dagsordener, selvom vi godt ved, at de bliver stressede.  
Fra et psykologisk perspektiv, ved vi, at det at øve sig i for svære udfordringer ikke bringer en tættere på målet. Når vi vil lære barnet at indgå i relationer og være fleksibelt, kan vi derfor let komme til at udsætte det for udfordringer, som det endnu slet ikke er i stand til at håndtere, og som blot giver selvtilliden et gevaldigt hak. Man kan med andre ord ikke nøjes med at kende målet for ens indsats, hvis man vil lære et barn (eller en voksen for den sags skyld) noget nyt. Man må i stedet fokusere på, hvilke midler der kan være de pædagogiske trædesten, som ruster barnet til med tiden at opnå nye kompetencer. Og nogle af de vigtigste trædesten til at udvikle morgendagens kompetente voksne er at sikre sig, at børnene har voksne der stiller relationer til rådighed og masser af genkendelighed i hverdagen.
HVORDAN BØRN LÆRER AT DANNE RELATIONER
Selv om man er født med evne for at danne relationer, udvikles kompetencerne for relationsdannelse først, når man tilpas mange gange har oplevet andre danne hensigtsmæssige relationer til sig og dermed har modeller for, hvordan det kan gribes an. Når andre har spurgt, om de må være med i ens leg, danner man sig et billede af, hvordan man selv kan spørge, om man må være med i en leg. Når andre har vist interesse for det man laver, danner man sig et billede af, hvordan man udviser interesse for andre. At opleve andres interesse og positive tilgang til at være sammen med en er således en trædesten på barnets vej til selv at udvikle denne tilgang til andre.
For de børn, der ikke har fundet relationsdannelsens trædesten, vil det være voksne, der kan vise vejen. Man skal som vejviser være i stand til at se bort fra alle barnets fejltrin og blive ved med at tilbyde en positiv relation. Det er svært, og det er derfor essentielt for børnene at møde voksne, der interesserer sig og følger barnets initiativ. Hvis man derudover sætter ord på sine handlinger f.eks ”jeg deler med dig” eller ”vi samarbejder”, forstærker man effekten af sit arbejde. Andre børn kan sagtens inddrages i legen og samarbejdet, så længe den voksne fastholder sit mål med aktiviteten – at vise vej i relationens svære kunst.  


GENKENDELIGHEDEN GIVER RO TIL HJERNEN
Forskning viser, at forandringsparathed først kan opstå, når man oplever tilpas meget genkendelighed i sin hverdag. Genkendelighed får hjernen til at falde til ro og lade op. Den sparer på energien og har dermed overskud på lager til at finde ud af at håndtere ukendte situationer. Genkendelighed giver bedre muligheder for at opnå kontrol over hverdagen. Man kan forudsige, hvad man skal, med hvem og hvornår det skal foregå.
For børn i skole og pasningstilbud er genkendeligheden indlejret i rutiner, gentagelser og forudsigelige strukturer. Der er faste spisetider, faste voksne, dagsskemaer, faste måder at introducere nye emner på, faste måder at lave skriftligt arbejde på, faste konsekvenser af forskellig adfærd osv.  Strukturerne kan til gavn for alle børn gøres til noget, der fortælles om og evt. visualiseres for at fastholde deres betydning. For børn, der tidligere har oplevet ikke at kunne overskue deres hverdag, er det særlig vigtigt at gøre systemerne tilgængelige og rose, når det lykkes for dem at efterleve strukturerne. Når rutinerne og strukturerne er så tydelige og enkle, at børnene kan finde ud af dem og mestre dem, oplever børnene at have kontrol over, hvad der skal ske for dem i løbet af dagen. Med kontrollen følger oplevelsen af at kunne passe på sig selv og man kan begynde at oparbejde tillid til, at man også vil kunne passe på sig selv i endnu ukendte situationer. En spirende forandringsparathed er begyndt.
Det kræver sin lærer/pædagog at stille sig til rådighed for svære relationer og skabe genkendelighed for børnene i en omskiftelig hverdag - og det er ikke hver dag, det lykkes. Men succeshistorier bygger heldigvis ikke på perfekte voksne. De bygger på dem, der bliver ved med at prøve.