Inklusion – vi skal vænne os til tanken


ROS OG ANERKENDELSE ER ALLE BØRNS BRÆNDSTOF
Undervisningsministeriets hjemmeside er et fantastisk sted at tilbringe et par timer! Der er så meget spændende og nyttig viden for alle faggrupper, som er involveret i inklusionsarbejdet – ja også forældre vil kunne blive inspireret her. Tanken om at være inkluderet i et børnefællesskab giver så god mening – det modsatte er alle forældres mareridt og fagfolks største udfordring, både i den almindelige klasse, i specialklassen og på specialskolen.
”Børn med særlige behov er helt almindelige børn med alle de almindelige behov, det indebærer, selvom de har en diagnose.”
Dette citat er fra Undervisningsministeriets hjemmeside inklusionsudvikling.dk. Det er en utrolig vigtig udtalelse, for dette børnesyn er grundlæggende for alle børns trivsel, og det er glædeligt, at vores undervisningsministerium formulerer sig så klart om bl.a. børn med diagnosen ADHD. Ikke desto mindre er det meget svært at efterleve. Ros, positiv opmærksomhed, anerkendelse, som er alle børns brændstof til udvikling, er nu engang lettere at give til de børn, der ligesom har ”fortjent det”, end til de børn, der udfordrer en og gør opmærksom på sig selv på de mest uhensigtsmæssige måder.
”Det er vigtigt, at læringsmiljøet og konteksten indrettes efter barnet og fællesskabet – og ikke udelukkende efter diagnosen.”
Denne sætning følger umiddelbart efter det første citat. Den vakte genklang hos mig, fordi vi i Center for ADHDs slideshows altid har et billede med teksten: ”ADHD er en diagnose, defineret af diagnosesystemet DSM-V, men den definerer ikke hele mennesket bag”.
SPECIALTILBUD – SÅDAN TÆNKTE JEG DENGANG
Jeg har selv som psykolog været med til at udrede mange børn, hvor anbefalingen efterfølgende var et specialtilbud, enten i form af en specialklasse eller en specialskole. Dér vidste jeg, at der var dygtige lærere og pædagoger med specialviden om netop dette barns særlige behov. Meldingen var som oftest, at mulighederne i den almindelige klasse var brugt op. Der var ikke mere energi til at arbejde med udfordringerne, barnet var ikke længere ønsket, og i specialklassen stod de voksne klar til at gribe opgaven. Børnene var ofte meget prægede af skolefaglige og skolesociale nederlag og trængte til omsorg, guidning, positiv opmærksomhed og ro. Jeg tænkte dengang, at den eneste redning for disse børn var at komme væk fra den almindelige klasse. Der var mere inklusion for barnet på en specialskole, når det var en af specialskolens egne værdier.
TRÆGHED I VORES MINDSET
McDermott (1996) vender i artiklen “Hvordan indlæringsvanskeligheder skabes hos børn” den ovenfor beskrevne opfattelse på hovedet ved at hævde, at vi (fagfolk) til enhver tid vil fremskaffe ”kunder” til de specialtilbud, der findes – det er med andre ord tilbuddene, der skaber vanskelighederne, som passer til tilbuddene. Og omvendt: Hvis tilbuddet ikke er der, så findes det heller ikke som en løsningsmulighed i vores hjerner. Derfor er det vel så svært for nogle af os at vænne os til tanken om, at alle børnene skal være i klasserne igen, for vi har i lang tid arbejdet med andre begreber og muligheder, og dem har vores hjerner ikke lyst til at slippe. Der er en træghed i dette skift i mindset, som ikke er så ligetil at aflyse. De tidligere begreber og løsninger vil være der et stykke tid endnu, selv om vores forstand og hjerte sagtens kan følge argumentationen fra den nyeste forskning i pædagogik og psykologi. Så mens der arbejdes på at forlige sig med de nye definitioner på det gode børneliv for alle børn, så gælder det nedenstående citat allerede, og Center for ADHD har gode bud på, hvordan man gør det!
”Et fokus på diagnoser må ikke lukke for vores nysgerrighed over for barnets potentialer – og for samspillets muligheder. Børn spejler sig i omgivelsernes forventninger til dem. Der skal sættes fokus på at få øje på børnenes og de unges udviklingsmuligheder og at give børn lyst til, mod på og ikke mindst tillid til at deltage i et socialt samspil.”(inklusionsudvikling.dk)
INKLUSION OG DEN GODE RELATION
Der findes ikke nogen magisk blåstemplet plan eller opskrift på inklusion. Enhver situation er forskellig. Vi har på vores kurser en masse dygtige lærere og pædagoger, og deres tilbagemeldinger peger på, at det er hjælpsomt at have et lager af ideer, man kan trække på, og vælge det redskab, der er virksomt i den givne situation. Men vigtigst af alt er den gode relation, da den er forudsætningen for, at dine tiltag er virksomme. Du kan have nok så mange redskaber i værktøjskassen, såsom regler, rutiner, piktogrammer, ros, belønning, coaching m.m. – men disse har kun den ønskede effekt, hvis du har en god kontakt med barnet.
Den gode relation skal du gøre dig fortjent til, og det er et arbejde, som den voksne igen og igen må påtage sig. Relation og kontakt hører sammen med et kravfrit samvær, hvor barnet sætter tempoet og bliver anerkendt for at være sig selv. De hører sammen med den voksnes lydhørhed over for barnets intention snarere end den konkrete handling. Relationsarbejde tager tid, og den må man tilkæmpe sig, hvis man vil vende en negativ udvikling hos et barn. På Center for ADHDs kurser er der mulighed for at optræne sine ‘relationsmuskler’ og vende tilbage til praksis med et nyt blik for muligheder for god kontakt.