Gå vintertiden i møde med gode redskaber

Forskellige situationer giver forskellige udfordringer

Sommer, sol og udendørsaktiviteter er som udgangspunkt en god ramme at være barn i. På legepladsen, i skoven og på stranden er der plads til store armbevægelser. Larm og høje lyde generer ikke omgivelserne i særlig høj grad, listen over, ting man ikke må, er ikke særlig lang, og mulighederne for aktiviteter er mange. Med andre ord gør det ikke noget, at man har meget energi og farer lidt omkring. Det er heller ikke noget problem, at man ofte skifter aktivitet mellem at klatrer i træer, samle pinde, løbe om kap, bygger hule, laver sandslot og bader, osv. Og skulle man være en smule impulsiv og gå direkte fra A til B uden at nå at tænke over, hvad man ramler ind i på vejen, er det sjældent man kommer til at ødelægge noget i naturen af den grund. Hertil kommer, at lyden af bølger, vinden i træerne og den friske luft synes at have en beroligende effekt på både børn og voksne. Om ikke andet så kan en lang dags udendørsaktiviteter gøre selv det mest energiske barn træt. Erfaringen fra børnepasningen her på Center for ADHD er i tråd med ovenstående, at mange af de bedste stunder sammen med børnene har været udenfor med picnic og fælleprojekter på legepladsen samt fri leg ved stranden.  

Vinter, mørke, kulde og Indendørsaktiviteter udgør en sværere ramme for energiske børn at være i. Det skyldes, at store armbevægelser, larmende og urolig adfærd samt mange aktivitetsskift simpelthen er mere generende indendøre. Efteråret og vintertiden lægger ellers op til mange hyggelige aktiviteter som brætspil, tegning, bagning, lave kastagnedyr mm, men disse er udfordrende, fordi de kræver at man skal kunne sidde stille, være rolig og koncentrere sig om samme aktivitet i længere tid. Hertil kommer, at man som barn nemmere kommer til at ødelægge noget, når man i farten ikke får taget højde for vasen, der står mellem mig og den saks, jeg skal have fat i på den anden side af bordet.

Som forælder kan det derfor være udfordrende, nu at skulle tilbringe så mange timer indendøre. Vi vil derfor se nærmere på strategier til, hvordan denne tid gøres nemmere både for børn og forældre.

Hvordan skaber man et godt skift fra sommer til vintertid?

Gå udenfor på trods af årstiden: Når nu vi ved, at de mange timer indendøre er udfordrende, så er en oplagt strategi simpelthen at sørge for at komme udenfor, selvom det er mørkt og koldt. Det kan virke uoverskueligt at gå en tur på legepladsen eller i skoven en hverdagseftermiddag efter arbejde, men det kan være en god investering, der nedbringer konfliktniveau og frustrationer. Helt praktisk er varmt overtøj et must i den kolde tid, hvis det skal være en fornøjelse at komme ud. Herudover må man tænke på sikkerheden når eftermiddagene begynder at blive mørke. Et vigtigt råd er derfor at huske reflekser, og gerne placere dem på benene i stedet for på jakken, fordi bilisterne nemmere får øje på dem der, ifølge rådet for sikker trafik.

Tilpas de indendørs rammer: Men vi kan jo ikke tosse rundt ude på legepladsen eller i skoven hele aftenen, så hvad kan vi gøre for at få den bedst mulige tid sammen indendøre? En ide kan være at give mulighed for at barnet også kan udfolde sig fysisk indenfor, hvis der er mulighed for det. Man kan skabe nogle afgrænsede områder i huset, hvor aktiviteter som at hoppe og slå koldbøtter er mulige og tilladte. Det kan f.eks. være en madras i stuen, så barnet kan bruge sin energi der, i stedet for at hoppe i sengen eller sofaen.

Husk at fejrer og fokusere på succeserne, når det lykkes at få nogle gode, rolige stunder sammen indenfor. Positiv opmærksomhed til den rolige adfærd vil understøtte denne og stimulere barnet til at udvise adfærden igen på et senere tidspunkt. Hvis i eksempelvis sidder og tegner i ro og mag, kan du sige: ”Hvor er det dejligt at sidde her sammen med dig. Du sidder helt roligt og koncentrer dig om din tegning. ” Når du roser barnet for at sidde roligt og koncentrere sig, forstærkes denne adfærd, og sandsynligheden for at han/hun også vil gøre det næste gang i sætter jer sammen øges.

Pas på dig selv: Selvom man som forælder arbejder for at gøre denne vinterlige indetid så god som mulig, og der er mange hyggelige stunder, så vil der komme tidspunkter, hvor frustrationer og stress fylder meget. Hertil kommer, at vi står foran de mørke måneder med korte dage, hvilket kan lægge en dæmper på humøret. Det er derfor vigtigt, at du som forælder gør noget godt for dig selv, så du kan tanke ny energi op. En mulighed for dette kunne være at sørge for at få en god portion dagslys hver dag, f.eks. ved en gå tur på en halv time. Du kan også lige som Peter Plys lægge nogle honningdepoter i kalenderen, altså planlægge ting, som du kan glæde dig til, som et cafebesøg med en ven, en tur i biografen eller hvad der nu kan tanke dig op med energi. Det er vigtigt, at disse honningdepoter rent faktisk aftales og skrives ind i kalenderen, for så er sandsynligheden for, at de bliver ført ud i livet større. Disse lyspunkter vil forhåbentlig give dig ny energi til at klare vinterens udfordringer.

Det kan altså være en udfordring at gå fra sommerens udendørs aktiviteter til vinterens indendørs sysler. Det kan i denne udfordring være hjælpsomt fortsat at sørge for at komme udenfor og lege, at tilpasse rammerne og indretningen indenfor til barnets aktivitetsniveau og sidst men ikke mindst at passe på sig selv som forælder og sørge for at tanke ny energi ved hjælp af gode honningdepoter i kalenderen.