En tryg skolestart for børn med ADHD – et fælles ansvar
Et nyt skoleår er begyndt, og for mange børn betyder det også det første møde med skolen. Overgangen fra dagtilbud til skole er en stor og betydningsfuld begivenhed – både for børn og forældre. For børn med ADHD kan denne overgang dog være særligt krævende. Derfor er det afgørende, at både forældre, dagtilbud og skole arbejder tæt sammen for at skabe de bedste betingelser for en god skolestart.
Overgangen kræver forberedelse
Skolestarten indebærer nye voksne, nye kammerater og nye rammer. Det er en stor omvæltning for alle børn, men for børn med ADHD er forudsigelighed, tydelige aftaler og faste rutiner helt centrale. Erfaringen viser, at mange forældre og fagpersoner undervurderer, hvor stort barnets behov er for struktur og støtte i denne overgang.
Derfor er overleveringen fra dagtilbud til skole ikke bare vigtig – den er afgørende:
- Som forældre kan I gøre en stor forskel ved at dele jeres viden og erfaringer med skolen.
- Som undervisere og fagpersoner har I en central rolle i at skabe en tryg start for børn med ADHD. Det kræver opmærksomhed, relation og refleksion fra første skoledag.
Opfølgning er en vigtig del af forløbet
Allerede inden skolestart bør det aftales, hvornår første opfølgningsmøde skal finde sted. Her kan forældre og undervisere sammen evaluere, justere og sikre, at barnet trives bedst muligt i de nye rammer.
Gode råd til forældre – sådan hjælper du dit barn godt i gang
- Fortæl, hvad jeres barn er god til og motiveres af.
- Beskriv, hvordan barnet reagerer på nye voksne og børn.
- Del, hvad I ved kan være svært for barnet i hverdagen.
- Giv eksempler på struktur og rammer, som har skabt tryghed.
- Sørg for, at eventuelle aftaler om medicin er på plads.
- Del erfaringer med pauser, spisning og andre særlige behov.
Gode råd til lærere og pædagoger – skab en tryg skolestart
- Skab en stærk og tryg relation – det er fundamentet.
- Giv positiv feedback ofte og tydeligt (f.eks. high five, tommel op).
- Giv barnet ansvar og inddrag det, hvor det giver mening.
- Vær opmærksom på behovet for pauser – og tag initiativet til dem.
- Vær fleksibel omkring spisning – nogle børn har brug for at spise uden for de faste pauser.
- Hjælp barnet med at finde en meningsfuld aktivitet i frikvartererne.